Underspillet old school elegance fra familieejet historisk vinhus
I hjertet af Barolo by, nærmere bestemt i hovedgaden Via Roma nr. 10, finder man det lille familiedrevne vinhus Camerano & Figli, der blev stiftet i 1875, og er den næstældste producent i Barolo kommune. Camerano er eksponent for det sande Barolo-terroir og de virkeligt store traditionelle vine som den ædle piemontesiske jord i mange år har frembragt. Huset drives i dag formelt af ønolog Pier Ettore Camerano og hans søn Vittorio (5. generation), som viderefører den tradition og vinstil som deres forfædre var med til at definere. Det er dog fair at sige, at det reelt er Vittorio der står for produktionen, og ikke den efterhånden aldrende Pier Ettore, da Vittorio reelt overtog ansvaret fra 1995-årgangen.
Camerano producerer først og fremmest Barolo, men det bliver også til lidt Langhe Nebbiolo, Barbera, Dolcetto samt rariteten Barolo Chinato. Familien besidder i alt 22,5 hektar af nogle af bedst beliggende marker i og omkring Barolo by, hvoraf ca. 70% er beplantet med Nebbiolo. Vi koncentrerer os primært om vinhusets produktion af Barolo, hvoraf produktion løber op i ca. 15.000-20.000 flasker om året, selvom der reelt er druekvantitet til en væsentlig større produktion på mere end det dobbelte. ”Overskudsproduktionen”, som naturligvis kun består af de næstbedste druer, sælges til kolleger i Barolo som så selv vinificerer druerne og sælger den færdige Barolo under eget navn. På listen over aftagere af Cameranos "andensorteringsfrugt" finder man overraskende store navne...
Cameranos Barolo’er tilhører den ultra-klassiske stil. Der anvendes udelukkende store fade og tonneaux’er, lidt nyere såvel som ældre, af fransk og slavonsk eg. Kælderen og teknikken er virkelig low-tech; her findes ingen avanceret ny teknologi eller fancy maskineri, blot godt gammeldags håndværk som indebærer sund frugt, maceration omkring 20-40 dage (afhængig af årgang), lang modning og nul filtrering.
Husets Barolo’er kommer fra to cru’er: Terlo, der er let genkendelig med sin old school guldetikette, samt Cannubi San Lorenzo, som Camerano sammen med Giuseppe Rinaldi (kultvinen Cannubi San Lorenzo - Ravera) har været med til at give stjernestatus. Det er disse to Barolo'er, som vi, sammen med husets fremragende Langhe Nebbiolo, hiver hjem til Danmark.
Cameranos Barolo’er virker ofte unge, når de sammenlignes med andre Barolo’er i samme årgang, da vinene er helt traditionelt fremstillet og derfor udvikler sig langsomt. Dette er helt som det skal være; resultat af godt gammeldags håndværk, hvor den tålmodige bliver belønnet, og holdbarheden og potentialet er blandt det største man finder i Barolo.
Vi har importeret vinene siden 2007, og de er i dag at finde på en lang række af landets fornemmeste vinkort.
Piemonte
Piemonte er en region i det nordvestlige hjørne af Italien. Bjergene i nord, sørger for ly for både kolde nordlige vinde og nedbør. Klimaet er moderat og kontinentalt med lange, kolde vintre, og somre, der kan udfordres med tordenvejr, hagl og tåge. Det bakkede landskab, sørger for godt potentiale for vindyrkning. De vigtigste druesorter er Nebbiolo, Barbera og Dolcetto, samt Cortese og Moscato på den hvide side. De største og mest anerkendte vinområder er beliggende syd for hovedbyen Torino, omkring byerne Asti og Alba. De største vine er Barolo DOCG og Barbaresco DOCG.