Klassiske Bourgogne-vine gennem fire generationer
Domaine Chapelle er et familie-domaine beliggende i kommunen Santenay i det sydlige Côte de Beaune. Vinhuset drives til daglig af ægteparret Yvette og Jean-Francois Chapelle. Domainet blev grundlagt af Dr. Chapelle i begyndelsen af 1900-tallet, men først i 1923 blev de første vine flasket under domainets navn. Siden da har først Philippe, og siden Roger Chapelle, stået i spidsen for domainet, indtil det i 1991 blev overtaget af de nuværende ejere, Yvette og Jean-Francois, der således er den fjerde generation af Chapelle-familien.
I 2001 påbegyndte Yvette og Jean-Francois at orientere sig mod økologisk vindyrkning og vinfremstilling, og i 2008 blev Domaine Chapelle økologisk certificeret under det franske “Qualité France”. Udover druer fra egne marker, opkøber Domaine Chapelle desuden en del druemateriale fra andre vinbønder (en gængs praksis i Bourgogne), og har derved flere appellationer og lieu dits repræsenteret i deres portefølje. Derfor har vi mulighed for at tilbyde både røde og hvide vine fra forskellige appellationer, og fra generisk Bourgogne Pinot Noir til 1er Cru vine fra Chassagne-Montrachet, Santenay og Aloxe-Corton. Så der er noget for enhver smag, til en enhver lejlighed og enhver pengepung.
Bourgogne
Bourgogne er en vinregion i den østlige del af Frankrig. Vinregionen strækker sig fra Auxerre i nord og til Lyon i syd. Bourgogne dækker over både Chablis og Beaujolais, men er verdenskendte for deres eksklusive vine på Pinot Noir og Chardonnay fra Côte D'Or og kommuner som Vosne-Romanée, Gevrey-Chambertin og Puligny-Montrachet.