Chiara Condello

Chiara Condello, "Le Lucciole" 2018 Romagna Sangiovese "Predappio" Ris.

2018

Chiara Condellos riserva-version af sin Predappio Sangiovese. Elegant, rent og super æterisk udtryk af Sangiovese, men samtidig med en indsmigrende dybde og intensitet. Kun knap 4.000 flasker årligt.

Pris
Log ind for at se B2B priser

Chiara Condellos Romagna Sangiovese "Le Lucciole" fremstilles på 100% Sangiovese Piccolo, som er en afart af Sangiovese, som vi mest kender fra Toscana. Generelt kan man sige, at Piccolo'en er mere tannisk, men mere fyldig, rund og frugtig end toscansk Sangiovese.

Høsten foregår altid manuelt, parcel for parcel. Vinen gærer og macererer 25-45 dage (udelukkende ved hjælp af den naturligt forekommende gær). Afhængig af årgang og parcel og foregår macerationen i store åbne gæringsfade af træ. Herefter lagres vinen på store gamle slavonske fade i to år, inden den overflyttes til en kort stabilisering på ståltank forud for aftapning. 

Med vinen Le Lucciolo får man de samme karakteristika som på "Predappio", men Chiara skruer på gashåndtaget i denne vin. Stilen er let, æterisk men samtidig med en sangiovese’sk intensitet og dybde. Duften domineres af friske røde bær, tørret viol, der giver en parfumeret fonemmelse og en anistone som bagtæppe. Smagen er saftig og løftet med en flot lang finish. Vi vover pelsen og kalder kalder vinen en "Bourgogne fra Romagna".

Detaljer
LandItalien
OmrådeEmila-Romagna
ProducentChiara Condello
Årgang2018
DruesortSangiovese
Flaskestørrelse750 ml.
Alkohol13,5%
LagringCa. 24 måneder på store fade

Chiara Condello. Husk navnet... Hun er et af de nye håb og et funklende stjerneskud på den italienske winemaker-himmel. Chiara er oprindeligt økonomi-uddannet, og hun havde egentlig udset sig en karriereretning indenfor konsulentbranchen, da hun en sommer besluttede sig for at holde ferie i sin barndomsby, Predappio, hvor hendes far driver en vingård. Denne sommer, og den efterfølgende høst, vendte op og ned på hendes tilværelse. Hun blev øjeblikkeligt draget og grebet af det at skabe vin, så hun besluttede sig for at sige sin stilling op i et af verdens førende konsulenthuse for i stedet at hellige sig winemaking. Til at begynde med arbejdede hun på farens vingård, Condé, inden hun i 2015 erhvervede sig ca. 4,8 hektar marker og begyndte egenproduktion.

Chiara er en yderst talentfuld winemaker, som er kraftigt inspireret af Bourgogne, hvor hun har arbejdet. Hun er fokuseret på terroir og autenticitet, og anvender tæt på non-intervention praksis ift. winemakingen, dvs. ingen tilsætning af gær, stort set ingen temperaturstyring, lange macerationer, kun gamle brugte fade, intet pres og ingen filtrering. Produktionen vil fra 2017-årgangen være certificeret økologisk.

Hun formår på elegant vis at fremhæve Predappio-appellationens charmerende karakteristika. Vinene er afsindigt elegante, finesserige og harmoniske - og det til trods for at hun arbejder med en temmelig karakterfuld og kraftig drue; Sangiovese Piccolo. Druerne dyrkes på 3 forskellige marker med forskellig højdebeliggenhed og jordtype. Den højeste er beliggende ca. 340 meter over havet og har en jordbundstype der indeholder rige mængder ler. Den midterste befinder sig i ca. 190 meters højde og er kendetegnet ved en hvid jordbund med mere kalk. Den nederste mark, i ca. 150 meters højde, er kendetegnet ved jordtypen Spongone som indeholder rige mængder fossillerede havdyr, er tidligere havbund, og på mange måder minder om Kimmeridgian fra Chablis.

Markerne er beliggende i den lille by Predappio (med ca. 6.000 indbyggere), som befinder sig i den østlige del af Emilia-Romagna, ca. 20 km. syd for Forlì og ikke langt fra den toscanske regionsgrænse. Vinene fremstilles på farens vingård.