JavaScript seems to be disabled in your browser. For the best experience on our site, be sure to turn on Javascript in your browser.
Om vinen:
Topvin fra en af Italiens mest ambitiøse unge winemakere, Elena Fucci.
Intens rubinrød med let bordeaux skær. Meget generøs næse med stor kompleksitet, hvor både frugt- og non-fruit-karakterer vælter op. Man får en stærk fornemmelse af mineraler (lavasten), tobak, rosmarin og kanel. De frugtige nuancer spiller mere hen mod friske og konfitterede kirsebær, noget solbær - men generelt stor koncentration.
I munden er den bred, men alligevel rank, tør med fast grip og højt niveau af tannin samt en meget lang finale. Det er en vin med stort lagringspotentiale og et stærkt terroir-udtryk.
"Titolo" er fremstillet på 100% Aglianico, en drue der også er kendt som "Sydens Nebbiolo".
Druerne høstes ved håndkraft, typisk i oktober-november, og samles i små kurve som straks bringes til vineriet. Her bliver de sorteret på et sorteringsbord, hvorefter de kommes i gæringstanke af stål. Skindet bliver kun sammen med mosten, så længe den alkoholiske gæring er i gang. I det øjeblik gæringen slutter, hældes vinen af tanken og over i barriques af fransk eg, hvor malolaktisk gæring finder sted. Der er altså ingen maceration efter den alkoholiske gæring.
Efter 12 måneders lagring på de små franske fade, og med jævnlig batonnage, tappes vinen på flaske, hvor den hviler yderligere i 12 måneder, inden den er klar til at blive sat fri på markedet. Den endelige vin er ufiltreret, spontangæret og i det hele taget helt naturligt fremkommet.
"Titolo" er godt på vej til at blive et af italiensk vins helt store ikoner og er ubestridt den største bannerfører, nationalt som internationalt, for hele Vulture-appelationen.
Det er en referencevin, der har modtaget 3 glas i Gambero Rosso i alle årgange siden 2002, og den er først og fremmest skabt til connaiseurs som værdsætter stor vin - også fra mindre fashionable eller anerkendte distrikter.
Vi anbefaler en serveringstemperatur på ca. 16-17°, og at give den godt med luft inden servering.
Specifikationer:
Druesammensætning: 100% Aglianico.
Lagring: 12 mdr. på 225 liters fade af fransk Allier-eg (50% nye), 12 mdr. på flaske.
Distrikt: Vulture, Basilicata.
Alkohol: 14%.
Sulfitter: Max. 2 mg/liter.
Packaging: Leveres i 6 stk. karton.
Produktion: 33 flasker.
Andre vine fra denne producent
Om vinhuset:
Vinhuset Elena Fucci er en sand eventyrhistorie. Trods vinhusets korte historie findes der næppe et vinus i hele Italien, der kan bryste sig af så mange meritter som denne lille, måske lidt oversete, perle i den nordlige del af Basilicata. Vinhuset blev grundlagt i slutningen af 1990'erne og første frigivne årgang af husets eneste vin, "Titolo", var 2000. Den første aftapning symboliserede startskuddet på en årelang hædersgang, hvor huset i hver eneste årgang lige siden årgang 2002 er blevet belønnet med de berømte 3 glas i vinguiden Gambero Rosso, Italiens svar på Michelin-guiden inden for vin. En helt unik bedrift, som ikke er set før eller blevet gjort efter. Andre berømte anmeldere holder sig heller ikke tilbage; således har Robert Parkers Monica Larner givet mellem 90 og 97 points til samtlige årgange siden 2000, et imponerende scoringsgennemsnit på hele 93,5 points!
Vinmarkerne blev købt i 1960'erne af Elenas bedstefar, Generoso, som valgte at købe nogle af de højest beliggende parceller af marken Contrada Solagna del Titolo, for foden af Vulture-vulkanen (som ikke længere er aktiv). De første mange år producerede familien druer som blev solgt til nabo-vinerier, men beholdte lige akkurat nok til at kunne fremstille vin til eget forbrug. Da familien besluttede sig for at sælge markerne og ejendommen og i stedet hellige sig lærergerningen, trådte Elena Fucci selv til. Hun kunne, i lyset af den store interesse fra udefrakommende køberkandidater, ikke bære tanken om at skulle overlade Vultures bedste marker med nogle af de ældste stokke til andre, og besluttede derfor for selv at kaste sig ud i vinproduktion.
Den første årgang blev frigivet på et tidspunkt, hvor Elena stadig studerede ønologi, og hvor hun fik professionel hjælp fra en konsulent. Men allerede fra 2004-årgangen har Elena stået på helt egne ben.
Enhver der besøger vinhuset, og dermed får mulighed for at skue ud over Contrada del Titolo, vil blive bjergtaget over den helt unikke setting; først og fremmest det bjergrige landskab med markernes placering indenlands i 600 meters højde. Derudover den karakteristiske vulkanske, mørkfarvede, mineralske jordbund sammensat af størknede og eroderede lavastrømme, forskellige lertyper og størknet aske. Altsammen elementer der udtrykker sig i glasset.
Elena Fucci betragter sin vinstil som "moderne, men ikke modernistisk". Moderne for at være i stand til at forstå Aglianico-druens sande væsen og håndtere den i forhold til fenolsk modenhed og lagring, uden at ændre eller kompromittere sortens naturlige aromatiske eller strukturelle profil. Og vigtigst: at håndtere druen ud fra den viden og respekt der er blevet nedarvet gennem generationer.
Selve vinhuset (altså bygningerne) fremstår renoverede og udbygget ud fra bæredygtige principper ved brug af genbrugsmaterialer og lavenergi-løsninger. Arbejdet i marken er økologisk, hvilket det har været helt fra starten af (dog vil produktion først være certificeret fra årgang 2019).
Elena Fucci fremstiller blot vinen "Titolo", en 100% Aglianico, og produktion ligger på 25-30.000 flasker årligt. "Titolo" er opkaldt efter Contrada del Titolo, en slags clos, dvs. en indkranset mark, på i alt ca. 6 hektar.
Vi har importeret vinen siden sommeren 2018.
Flaskestørrelse | 750 ml. |
---|