Fremragende Barbaresco fremstillet på 100% Nebbiolo fra en af de mest berømte marker i Barbaresco kommune, Asili. Farven er granatrød med let orange skær, med alderen bliver den lidt mere brunlig. Frugtbilledet er klassisk med indsmigrende bærnoter såsom ribs, vilde røde frugter, lidt blåbær, mens nuancer som lakrids, krydderi og tørrede rosenblade også trænger sig på. Vinen lagres i tonneaux á 700 liter i 12 måneder og efterfølgende 12 måneder på flaske.
Barbaresco Asili er en virkelig trademark-vin, en flot ambassadør for vintypen, med alle de typiske dyder; spillevende syre, fantastisk bouquet med florale noter og masser af rød frugt og en dejlig stram rygrad der holder sammen på vinen. Det er en vin der fortjener at blive ledsaget af et væsentligt måltid, ideelt set baseret på rødt kød, men den kan også gå fint i spænd til modne oste.