Castellare di Castellina

Castellare di Castellina er en ikonisk og yderst velrenommeret producent, ikke alene i Toscana, men i hele Italien, ja sågar i hele verden.

Vinhuset er beliggende i hjertet af Chianti Classico, vest for, og lidt neden for byen Castellina in Chianti, som ligger på toppen af et mindre højdedrag. Castellare er, med den anerkendte vinskribent René Langdahl Jørgensens ord, “et mønstereksempel på dogmet om, at vinstokke med smuk udsigt giver god vin.” Nu har vi selv besøgt vinhuset adskillige gange, og vi kan skrive under på, at udsigten er aldeles bjergtagende, med vinmarker, olivenlunde, skove i de bølgede bakker, så langt øjet rækker.

Vinmarkerne, i alt 33 hektar, ligger for neden af hovedbygningen, i en nærmest amfiteaterlignende formation med perfekte soleksponeringsforhold, mens enkelte parceller ligger på den anden side af landevejen mod byen Poggibonsi. Markerne befinder sig i gennemsnit ca. 370 meter over havets overflade, med størstedelen vendt mod sydøst. Den samlede produktion er ca. 250.000 - 300.000 flasker om året, fordelt på en ret bred portefølje. Produktionen er organisk funderet, og huset var et af de første til at dyrke økologisk (om end huset i dag ikke er øko-certificeret), ud fra respekt til naturen og til vinen i flasken. Denne filosofi afspejles på flaskerne, som for hver årgang bærer en ny fugl, altid en lokal truet art, som motiv på etiketten. Castellares vine er derfor let genkendelige, og mange referer til deres vin som ”Den med fuglen”.

Castellare blev grundlagt i dets nuværende form i 1970’erne, i en tid som også betegnes som perioden, for italiensk vins renæssance i nyere historie. Forlæggeren og entreprenøren Paolo Panerai, som tjente sine mange penge på magasin- og avisudgivelse, herunder det indflydelsesrige Milano Finanza, var også en gourmand med store vinvisioner. Han købte og forenede de fire gårde Castellare, Caselle, San Niccolò samt Le Case, og grundlagde dermed Castellare di Castellina i 1979, og er fortsat den enevældige ejer af vinhuset den dag i dag. Paolo Panerai ejer også vinhuset Feudi del Pisciotto på Sicilien samt Rocca di Frassinello i det vestlige Toscana.

Vinstil & terroir

Vinene fra Castellare di Castellina er vine for ”strukturalister”. Det er vine, hvor terroiret skinner kraftigt igennem, og hvor mineraliteten og de ikke-frugtige noter som fx tør jord, aske og sten er bærende elementer sammen med den syrestyrede røde frugt med nuancer som sure og bitre kirsebær, ribs, tranebær og jordbær. Stilen er bestemt ikke for novicer, men det er Sangiovese par excellence, og vinhuset er anerkendt nationalt som internationalt for dets høje, høje klasse.

Jordbunden har god dræningsevne og er en blanding af kalkstensholdig mergel, Galestro, og en anelse ler, hvilket udgør en ideel sammensætning ift. til skabelse af intense strukturerede vine med stort udviklingspotentiale. Nogle steder er jorden særlig hård, og dermed sværest at bearbejde, men giver til gengæld de bedste druer. Disse områder kaldes for ”i sodi” (de hårde), og deraf kommer navnet på topvinen I Sodi di San Niccolò.

Alessandro Cellai som er ansvarlig for produktionen, er en yderst anerkendt winemaker. Han blev hentet til Castellare som 28-årig og kom med meritterne i orden: han var uddannet ønolog ved universiteterne i Siena og Firenze og havde en doktorgrad i landbrugsstudier. Dertil kom hans opvækst i en familie af vindyrkere, og det faktum at han selv var en af de lokale Castellini, vokset op blot 1,5 km fra Castellare. Han fortsatte den kurs og filosofi som Paolo Panerai havde udstukket med ikke at blande autoktone sorter med internationale sorter uden dog helt at udelukke produktion af vin fremstillet på internationale sorter. Det betyder at vinhuset i dag også har, om end beskedne produktioner, både en Chardonnay, en Sauvignon Blanc, en Merlot og en Cabernet Sauvignon.

Før Alessandro fyldte 40 år, havde han vundet prisen som Bedste Unge Winemaker i flere lande fire år i træk og var af selveste Giacomo Tachis blevet udråbt som Italiens næste store winemaker.

Alessandro Cellai har sideløbende med sine aktiviteter for Paolo Panerai også startet sin egen vinproduktion op på hans forældres gård, Podere Monastero. Her fremstiller han i dag en fremragende vin på Pinot Noir (”La Pineta”) og et Bordeaux-blend på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot (”Campanaio"). 

Italiensk vins kvalitetsmæssige genfødsel skyldes på mange måder revolutionen i 70’erne, hvor de store supertoscanere så dagens lys. Producenter som Tenuta San Guido med den verdensberømte Sassicaia havde sat italienske fine wines på landkortet igen, drevet af nye teknikker, internationale druesorter og lagring i barriques. Elementer som indtil da var blevet anset som fremmedlegemer i italiensk vinkultur, men som pludselig spredte sig som en steppebrand; nærmest alle producenter i Toscana skulle nu fremstille IGT-vine, og selv i Chianti-vinene sneg mere og mere Merlot og Cabernet sig ind i blendet.

Paolo Panerai ville gå den modsatte vej. Han ville fokusere på de klassiske autoktone sorter, benytte traditionelle og økologiske dyrkningsmetoder, men alligevel integrere en innovativ tilgang i såvel vinificeringen som i dyrkningen. Der skulle være fokus på terroir, der skulle være fokus på parcel-vinificering, og så var visionen at skabe vine i absolut verdensklasse på de oprindelige sorter. Et led i den videnskabelige tilgang var anlægningen af en test-mark, hvor man i samarbejde med universiteterne i Milano og Firenze, påbegyndte de første videnskabelige udvælgelser og analyser af Sangiovese-kloner. Dertil kom anvendelsen af barriques under kyndig vejledning af selveste Emile Peynaud, en af tidens største ønologer. Arbejdet med testmarken, to Ph.d.-afhandlinger samt kraftige opfordringer fra Emile Peynaud førte til, at klonen Sangioveto blev udvalgt, da det kunne påvises at den gav de bedste resultater i netop Castellares terroir.

Trods det klare fokus på Sangioveto, besluttede Panerai sig alligevel for hoppe med på bølgen og fremstille nogle få vine på internationale sorter. Denne nicheproduktion, som udgør under 4% af Castellares samlede produktion, består af fire vine: Sauvignon Blanc’en Spartito, Chardonnay’en Canonico, og de to kultvine på hhv. Merlot og Cabernet Sauvignon, Poggio ai Merli og Coniale.

Castellare var blandt de første vinhuse i Italien til at adoptere brugen af barriques. Ejeren, Paolo Panerai, havde sammen med Baron Edmond de Rothschild (ejeren af Château Lafite) stiftet foreningen Compagnie Vinicole Conseille til fremme for udbredelse af know-how og nye teknikker inden for vinfremstilling. Foreningen udgav bl.a. manualen 100 questions and 100 answers about barriques, an interview with professor Peynaud, som havde barriquen som tema. Troen på barriques som lagringsmedium var stor, men Paolo Panerai var dog udmærket klar over, at den helt afgørende faktor for at kunne fremstille stor vin er frugten.